NORDENS STÖRSTA MÖTESPLATS OM DANS – GRUNDAD 1995

Erik Aschengreen: Sommerdans i Paris

Paris har et dejligt danseliv, og publikum strømmer til. Denne lykkelige situation hænger sammen med en meget bevidst kulturpolitisk strategi omkring dans.

Allerede omkring 1970 begyndte man at decentralisere danselivet og give koreografer og deres kompagnier optimale muligheder forskellige steder i provinsen. Det medførte et rigt danseliv over hele landet, og i dag høster blandt andet Paris stor glæde af initiativerne fra dengang, når kompagnierne kommer på gæstespil i hovedstaden. Oftest på Théâtre de la Ville, der i mange år har været dansescenen uden for Operaen. Men nu er også det store Théâtre National de Chaillot trådt ind på dansescenen.

Théâtre National de Chaillot

I fransk teaterhistorie er teatret først og fremmest kendt som Jean Vilars Théâtre National Populaire, der i 1950’erne blev Frankrigs førende scene. Nu er denne store teatersal med plads til 1200 tilskuere blevet givet til dansen og ledes af duoen José Montalvo og Dominique Hervieu, der netop kommer fra et af provinsens Nationale Koreografiske Centre i Val-de-Marne.

Montalvo og Hervieu inviterer andre koreografer, og de skaber selv. I denne sommer har de haft enorm succes med deres Orphée, som er en meget moderne udgave af Orfeus-myten. Den udspilles i Paris og typisk for deres forestillinger spiller José Montalvos dekoration af video-film en medlevende og poetisk rolle.

Orphée. Fotograf Laurent Philippe

800 dansere, sangere og musikere kom til optagelsesprøve til denne forestilling, og 16 blev valgt. Jeg tror aldrig, jeg har set så uhomogen en gruppe, men de er helt forrygende, fordi de hver for sig er virtuoser: en kastrat-sanger, som også er en formidabel danser, en hip-hop-danser, som kan det sjældne at gøre genrens stunt til en del af den fortællende historie, en klassisk uddannet danserinde, en ung tenor, der spiller på cello og synger bedøvende smukt, en akrobat, der går på høje, fjedrende stylter og alligevel kan slå saltomortaler, en hip-hop-danser fra Algier, der med kun ét ben og to krykker fylder scenen med håb og livskraft og et par vidunderlige afrikanske dansere med totalt afvæbnende humor og kropskunnen.

I den filmede fond indgår disse skønne Heste. Fotograf Laurent Philippe

Historien om Orfeus og Eurydike er der – alle overtager på tur de to roller – og der stilles også spørgsmål til kunsten i dag, dens placering og betydning. Men forestillingen betager først og fremmest ved en utrolig energi, humør, ømhed og kærlighed mellem disse seksten formidable unge mennesker, der folder sig ud i alle dansens stilarter til musik, der strækker fra Gluck, Monterverdi og Philip Glass til rock og helt moderne rytmer.

Stéphane Bullion i La Bayadère. Fotograf Sebastien Mathé

Dans med tradition og niveau
Sådan er dansen moderne og ung i Paris, men for enden af Avenue de l’Opéra ligger Pariseroperaen stadig som garant for tradition og niveau. Siden 1995 leder Brigitte Lefèvre med sikker hånd kompagniet, som både bestiller nye balletter og hæger om det klassiske repertoire. I denne sommer har man kunnet gense Rudolf Nurejevs pompøse opsætning af La Bayadère. Nurejev var directeur de la danse på Pariseroperaen i 1980’erne, og Baydère-opsætningen i 1992 var hans sidste. Den er bevaret omhyggeligt og blænder stadig ved sit overdådige udstyr af Ezio Frigerio med guldpaladser, eksotiske indiske tempeldanserinder og en kæmpeelefant, på hvilken helten Solor gør sin entre.

Jeg har set mange danse dette parti, som er typisk for romantikken ved at stille en svag helt mellem to stærke kvinder. Tempeldanserinden Nikija og rajahaens datter Gamzatti er begge forelskede i Solor. Balletten rummer lidenskab, jalousi og heltens rejse til Skyggernes rige, da han i en opiumsrus drømmer sig ned til de døde bajaderer. Jeg så Delphine Moussin som Nikija, Stéphanie Romberg som Gamzatti og Stéphane Bullion som Solor.

Det var den sidste opførelse af La Bayadère i denne sæson, og ved fremkaldelserne blev Stéphane Bullion på scenen udnævnt til danseur étoile. Den højeste rang, man kan nå i Pariseroperaens strenge hierarki, og som denne smukke forfinede danser med et stærkt skuespillertalent så afgjort har fortjent. I flere år har jeg lagt mærke til ham og efter at han havde danset Armand i John Neumeiers Kameliadamen på en pragtfuld DVD fra Pariseroperaen, var det tydeligt, at nu var det hans tur til forfremmelse.

Kaguyahime. Fotograf Jacques Moatti

Bedøvende smukt af Kylián
Ny på Pariseroperaen i denne sæson er Jiri Kylians Kaguyahime. En bedøvende smuk ballet over et japansk sagn, med et japansk partitur af Maki Ishii og indkaldte sangere og musikere fra Japan, mens Kylian koreograferer i sit eget vestlige sprog. Balletten handler om Månens datter, der stiger ned på Jorden for at skabe fred, men resigneret må opdage, at menneskene er onde og altid ligger i strid.

Mens orientalismen i La Bayadère kun bliver påklistrede effekter, lykkes det i Kaguyahime at fusionere vestlige og japanske kunstneriske udtryk og skabe en betagende smuk forestilling.

Brigitte Lefèvre plejer klassikerne. Både fra det 19. århundrede og fra det 20, men hun er heller ikke bange for at give huset egne folk chancer. Hendes højre hånd Patrice Bart slutter sæsonen med en genopsætning af La Petite danseuse de Dégas og i næste sæson kommer hans Coppelia igen på plakaten. To étoile-dansere får også lov at forsøge sig. Nicolas le Riche genopsætter sin Caligula ligesom José Martinez på ny får opført sin Les Enfants du paradis.

La Petite danseuse de Degas. Foto Opéra de Paris

Det er en tiltalende og klog politik, at disse nye koreografer får lov at genopsætte deres værker, hvilket giver dem lejlighed til at forbedre, hvad måske ikke lykkedes første gang. Som noget nyt har Pariseroperaen også næste sæson indført, at en række forestillinger biograf-transmitteres over hele landet. Frankrig er stolt af sit store, nationale balletkompagni og gør noget for at brede denne herlighed ud til al folket.

Erik Aschengreen

Skriv ut