Hvem har ikke ønsket at se Stalins yndlingsballet ? Jeg har i hvert fald altid drømt om at se Vasili Vainonens store revolutionsballet fra 1932, og nu var chancen der. I Paris, hvor Bolsjoj-Balletten gæstedansede med Alexei Ratmanskys begavede nyopsætning fra 2008. Alexei Ratmanskys version af Paris i Flammer bliver både en eksplosion af dans og en menneskelig historie
Ratmansky er meget forsigtig med at tale om rekonstruktion, alt den tid kun nogle stumper af Vainonens koreografi er bevaret og respektfuldt sat ind i Ratmanskys opsætning, der også har et andet ærinde end den glorificering af massernes revolution og den parallel mellem den franske og den russiske revolution, som Vainonens ballet med Boris Asafievs musik oprindeligt var tænkt som. Den blev skabt til femtenårs jubilæet for den russiske revolution.
Natalia Osipova och Ivan Vasiliev i Paris i flammor. Fotograf Gene Schiavone
Alexei Ratmansky fortæller dog historien om de brave, frihedsbegejstrede unge mennesker, der drager fra Marseille for at slutte sig til oprørerne i Paris. Vi ser Ludvig den XVIs stive hof, vi ser utiltalende adelsmænd, som udnytter underklassens kvinder, vi ser stormen på Tuilerierne og guillotinen i funktion.
Men Ratmansky humaniserer historien ved at skubbe fortællingen om fire unge og deres kærlighed i forgrunden. Deres lykke, glæde og sorg bliver ballettens egentlige indhold, og alle revolutioners indbyggede barbari står klart, når det ene pars kærlighed bliver til tragedie, fordi hun er en adelspige, der bliver forelsket i en frihedskæmper, men af pøblen slæbes til skafottet. Det er flot at Ratmansky hylder friheden og samtidig viser os dens menneskelige pris.
Maria Alexandrova och Vladimir Neporozjny. Fotograf Damir Yusupov
En balletbegivenhed
Som balletforestilling er Paris i Flammer lidt af en begivenhed med et overflødighedshorn af dans i alle afskygninger, som viser Alexei Ratmansky som en meget original koreograf. Her er stive menuetter hos hoffet, eksplosive folkelige danse, der fylder scenen med kraft og glæde, en nærmest genial pas de trois danset til Marseillaisen og klassisk russerbravour, så Pariseroperaens forvænte publikum var ved at ryge ned af stolene af bare begejstring.
Anna Antonitjeva som Armida och Jekaterina Krysanova som Rinaldo. Fotograf Jelena Fetisova
I hofscenen ligger – som et teater i teatret – Vainonens divertissement over Rinalados og Armidas kærlighedshistorie, danset af nogle skuespillere for at forlyste adelsmændene. De samme skuespillere danser lidt senere for revolutionens folkelige sejrherrer og ved at lade dem bruge samme klassiske trinsprog i denne situation, får Ratmansky elegant markeret, at klassisk ballet ikke er knyttet til en bestemt klasse.
At opleve Paris i Flammer blev således mødet med et af ballethistoriens mytiske værker, der i en tænksom og begavet koreografs hænder blev både en medrivende oplevelse og en bekendelse til dansen som menneskeligt udtryk.
Erik Aschengreen
